Ideen til Valmi Group udspringer blandt andet af mine erfaringer i elbranchen; både som udførende elektrikersvend, autoriseret elinstallatør, en del af ledelsen i EL:CON og som bestyrelsesformand i en mindre el-virksomhed.
Mit motto har altid været “man bliver rig af at dele”. Det er den grundfilosofi der er den bærende ide i Valmi Group, også i selve økonomien. Jeg synes, at den der udfører det krævende håndværk, både med hånden og tanken, også er den der skal have den største del af udbyttet.
Selve modellen med selvstændige der arbejder sammen under en fælles virksomhed er ligeledes noget, jeg selv har arbejdet med mange gange, blandt andet i rådgiverbranchen. Modellen er også almindeligt anvendt blandt læger, revisorer, advokater og andre højtuddannede mennesker.
At være selvstændig giver ofte en større arbejdsglæde, tilfredshed med sin livssituation og en frihed til at gøre som man selv ønsker. Er man f.eks. senior kan man vælge at arbejde på nedsat tid, ligesom man som småbarnsforælder kan vælge at tilpasse sin arbejdstid, så den passer med familien. Når man så har tid og lyst kan man give den en ordentlig spand kul – for man bestemmer selv.
For tiden tales der meget om, at flere skal uddanne sig som håndværkere, og at der skal større respekt omkring det at være håndværker. Der er opmærksomhed omkring dette fra politikere, erhvervsfolk, samt den almindelige forbruger. Det er alt sammen både sympatisk og rigtigt, men vi mangler endnu at se den store effekt af dette.
Hvis vi som håndværkere gerne vil have mere respekt og anerkendelse for vores arbejde, kommer vi heller ikke udenom at se på, hvad vi selv kan gøre bedre. Valmi Group vil gøre forholdene bedre for den enkelte håndværker, samtidig forventer vi så også i retur, at den enkelte håndværker gør hvad han eller hun kan, for at gøre forholdende bedre for os alle sammen. Med det mener vi, at Valmi Group vil gøre hvad vi kan, for at komme sort arbejde til livs. Med bedre vilkår for den enkelte, bliver undskyldningen for at snyde fællesskabet kun endnu dårligere. Når fagligt dygtige håndværkere, samtidig også driver en god og ordentlig forretning, så skal respekten og anerkendelsen for faget nok komme.
Det er både rimeligt og retfærdigt, for en god håndværker spiller en vigtig rolle i vores velfærdssamfund, som den skabende vidensmedarbejder han eller hun er.
Med venlig hilsen
Michael
Direktør i Valmi Group